Te i en sund hverdag

Te i en sund hverdag

Er te sundt?

Det enkle spørgsmål har ikke et helt enkelt svar. Ingen enkelt fødevare eller drik gør i sig selv en livsstil sund, og te er ingen mirakeldrik.
Te bidrager med væske, indeholder naturligt en række plantestoffer, og forskning har gennem mange år undersøgt mulige sammenhænge mellem tedrikning og sundhed. Det er dog svært at isolere teens effekt, og konklusionerne er usikre.

Måske er den største fordel dog endnu mere enkel:
Te er oplagt til en pause og til socialt samvær. I dag er vores hjerne på overarbejde meget af tiden, informationerne vælter ind og dagens ledige stunder udfyldes med underholdning og informationer på vores telefoner.

Tepausen er godt for din koncentration

Hjernen har brug for pauser, ligesom musklerne har brug for restitution efter træning. Pauserne i løbet af dagen vigtige, for at hjernen fungerer optimalt. Det er en god idé at tage en pause når koncentrationen falder, og give hjernen lidt ro, for derefter at vende tilbage til opgaverne med fornyet energi.

Over hele verden bruges te som en del af sociale sammenkomster, det kan være to mennesker, hele familien eller på jobbet. Den varme drik giver en anledning til uformel snak om løst og fast. Sociale relationer en vigtig del af alle menneskers liv, og sundhedsfordelen ved stærke relationer er stor.
Så styrk dine relationer med en rigtig god te, det hjælper samtaler på vej.

Te er væske

En kop te består hovedsageligt af vand.
Tidligere har man nogle gange hørt, at kaffe og te ikke skulle tælle med i væskeregnskabet på grund af koffeinen. Det er ikke sådan, de danske kostråd ser på det. Fødevarestyrelsen skriver, at både vand, kaffe og te tæller med i det daglige væskeindtag.

Vand bør fortsat være den primære drik til at slukke tørsten, men te kan sagtens være en del af dagens væskeindtag. Og her bliver te interessant som hverdagsdrik.

Når teen erstatter noget andet

Vaner består sjældent kun af det, vi spiser eller drikker.

Morgenkaffen kan være fem minutters ro, sodavanden noget hyggeligt om eftermiddagen og glasset vin et signal om, at arbejdsdagen er slut.
Derfor kan det være svært blot at fjerne en vane, det kan være nemmere at erstatte den med en anden vane.

En kande god te, en særlig kop eller nogle minutter til at brygge teen kan bevare selve pausen og ritualet, selv om indholdet i glasset eller koppen ændrer sig.

Te i stedet for sodavand

Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi begrænser søde drikke som sodavand, saftevand, sports- og energidrikke. For større børn og voksne anbefales højst 50 cl søde drikke om ugen. Sukkersødede drikke kan bidrage med mange kalorier, og syreholdige drikke kan samtidig give syreskader på tænderne.

Her kan te være et oplagt alternativ.

Te kan drikkes varm, som iste eller koldbrygget og findes i så mange smagsvarianter, at den ikke behøver føles som et kedeligt alternativ til noget sødt.

Men iste med store mængder sukker er ernæringsmæssigt noget ganske andet end te uden sukker.

Te i stedet for øl eller vin

For mange er alkohol også forbundet med et ritual: et glas vin til maden, en øl fredag eftermiddag eller noget særligt i glasset, når der skal hygges.

Her kan te være interessant, ikke fordi te og vin smager ens, men fordi begge dele kan tilbyde smag, aroma og et lille ritual omkring serveringen.

En aromatisk oolong, en krydret chai, en kraftig sort te eller en koldbrygget te i et vinglas kan være et alkoholfrit alternativ, der stadig føles som et bevidst valg.

Sundhedsmæssigt er forskellen væsentlig. Sundhedsstyrelsen understreger, at intet alkoholforbrug er risikofrit for helbredet, og anbefaler voksne højst 10 genstande om ugen og højst 4 på samme dag.

At erstatte nogle af ugens alkoholiske drikke med te betyder derfor helt konkret, at alkoholindtaget bliver mindre.

Hvad med te i stedet for kaffe?

Her er billedet mere nuanceret.

For de fleste voksne kan kaffe indgå fint i kosten, og Fødevarestyrelsen anbefaler voksne, der regelmæssigt drikker kaffe, at holde sig til højst fire kopper om dagen.

Både kaffe og traditionel te indeholder koffein, men mængden varierer betydeligt efter type og brygning. Te indeholder mindre koffein pr. kop end kaffe.

For den, der gerne vil reducere sit koffeinindtag uden helt at opgive den varme kop og pausen omkring den, kan nogle teer derfor være et alternativ.
Om aftenen kan man også vælge koffeinfri te eller urteblandinger, der naturligt ikke indeholder koffein fra teplanten.

Det gør ikke nødvendigvis te “sundere end kaffe”. Det gør bare te til endnu en mulighed.

Hvad indeholder te?

Sort, grøn, hvid og oolong te kommer alle fra teplanten Camellia sinensis.

Te indeholder blandt andet naturlige polyfenoler, herunder flavonoider, samt koffein og aminosyren L-theanin. Det er især plantestofferne i te, der gennem mange år har gjort teen interessant for forskere. Brancheforeningen for Kaffe og Te beskriver blandt andet flavonoider, koffein og L-theanin som nogle af teens naturlige bestanddele.

Store befolkningsundersøgelser har fundet sammenhænge mellem regelmæssigt teforbrug og blandt andet lavere risiko for visse hjerte-kar-relaterede udfald og lavere samlet dødelighed. En metaanalyse fra 2024 omfattede næsten to millioner deltagere og fandt sådanne statistiske sammenhænge.

Det er dog vigtigt at skelne mellem sammenhæng og årsag.

Den type undersøgelser kan ikke i sig selv bevise, at det netop er teen, der giver effekten. Tedrikkere kan samtidig have andre kost- og livsstilsvaner, som påvirker resultaterne.

Derfor er det mere præcist at sige, at forskningen i te og sundhed er interessant og på flere områder lovende – ikke at en bestemt mængde te kan forebygge eller behandle sygdom.

Te er heller ikke altid bare te

Når vi taler om te som et enkelt hverdagsvalg, tænker vi her først og fremmest på te uden store mængder sukker, sirup, fløde eller andre energirige tilsætninger.

En klassisk kop grøn eller sort te uden sukker bidrager ikke på samme måde med sukker og kalorier som en almindelig sodavand.

Men en stor chai latte med sukker, bubble tea med sirup eller færdigkøbt sødet iste kan være en helt anden sag.

Det er derfor ikke ordet te på etiketten, der afgør, om en drik er et godt hverdagsvalg.

Også te skal drikkes med omtanke

Te fra teplanten indeholder koffein. Hvor meget afhænger blandt andet af tesorten, mængden af te, vandtemperaturen og trækketiden.

Gravide og børn skal være særligt opmærksomme på deres samlede koffeinindtag.

Nogle mennesker er mere følsomme over for koffein end andre, og især sent på dagen kan koffein påvirke søvnen. Her kan koffeinfri varianter vælges.

Urtete er ofte koffeinfri, fordi den ikke fremstilles af Camellia sinensis, men “naturlig” betyder ikke automatisk, at enhver urt kan drikkes i ubegrænsede mængder. Derfor er variation også her en god idé.

Den gode vane, behøver ikke føles som et afsavn

Når vi forsøger at ændre vaner, fokuserer vi ofte på det, vi skal holde op med:

Mindre sodavand. Mindre alkohol. Måske mindre kaffe.

Men en vane handler også om oplevelsen omkring den.

Den varme kop mellem hænderne. Fem minutter væk fra skærmen. Noget godt at drikke efter aftensmaden. En særlig drik fredag aften. Noget at byde gæster på.

Der findes lette og friske teer, dybe og kraftige teer, blomstrede, frugtige og krydrede blandinger. Teen kan være varm eller iskold, enkel eller noget, man gør lidt ud af.

Man behøver derfor ikke nødvendigvis fjerne pausen, for at ændre vanen.

Nogle gange kan man bare ændre, hvad man hælder i koppen.

Og måske er det en af teens største kvaliteter: Den giver os mulighed for at bevare en lille pause og samtidig med at den kan erstatte drikkevarer, vi med fordel kan indtage mindre af.

Tilbage til blog